Vi har skabt et system, der styrer forskere som hjerneløse robotsoldater

Denne teksten er et debatt­inn­legg. Inn­holdet i teksten uttrykker forfatterens egen mening.

»Men Maria, husk, du skal jo til MU-samtale snart,« sagde min nye ph.d.-vejleder på Institut for Statskundskab.

Jeg havde netop begejstret fortalt om en ny type statistisk test og teori, der kan sandsynliggøre, hvordan vi i fællesskaber påvirker hinanden – ikke blot kausalt, men simultant. Et studie, der måske kunne forklare, hvorfor nogle steder låser sig fast i konfliktspiraler, mens andre kun tiltrækker positive aktiviteter. En anden mere forstående kollega mente, at ideen kunne blive et internationalt gennembrud og udfordre store dele af samfundsvidenskaben. 

For den udenforstående læser var jeg på daværende tidspunkt gået fra at være poster girl for Københavns Universitets ’grønne’ forskning til at være persona non grata. Mit studie om fællesskabets potentiale i den grønne omstilling var blevet delt vidt og bredt, men det samme blev mit nylige oprør mod forskningstyveri (#pleasedontstealmywork) samt mit arbejde for forskningsfrihed (#sætforskningenfri).

Norden

Vil skape en ny forsknings­kultur: — Det kreves en helt ny grunn­tenkning i akademia

Ved vejledermødet slukkes ilden i mig: Jeg får ikke lov til at forfølge ideen, og på grund af adskillelige andre sammenfaldende begrænsninger af mit forskningsvirke og angreb mod min person, forstår jeg, at min nye vejleder er blevet sat til at holde mig i kort snor af vores fælles ledelse. I månederne efter ser jeg en klar sammenhæng mellem rækkevidden af mine offentlige ytringer og intensiteten af de repressalier, ledelsen retter mod mig og min forskning. 

Efter næsten et år med trusler, administrative benspænd og sanktioner erkender jeg, at slaget er tabt og sender min opsigelse til dekanen.

Selv om teksten her begynder med min egen historie, er den først og fremmest et vidnesbyrd om den grænseløse lidenskab, som kendetegner forskeres forhold til videnskaben – og om, hvordan dette forhold gradvist indsnævres af de strukturer, der omkranser akademia.

’Den unge forsker’ findes i alle – uanset alder – og er per definition idealist: et menneske drevet af ideerne. Over tid bliver man dog nødt til at pakke ildhuen væk for at tilpasse sig krav om effektivitet, publikationsrater, fondsregimer og universiteter præget af ledelsesfetichisme: styringsværktøjer, strategier og kontrol frem for faglig dømmekraft.

Tilpasningen har en pris. Den begrænser idépotentialet og mindsker sandsynligheden for banebrydende ideer, teknologier og nyskabende indsigter – til skade ikke kun for den enkelte forsker, men for samfundet som helhed.

Pladsen til rå, ufærdige og skæve ideer er blevet faretruende lille. Flere nobelprismodtagere har peget på, at de næppe ville have kunnet skabe deres gennembrud under nutidens akademiske rammer.

Debatt ● Stefano Nichele

Professorer som intellektuelle ledere i samfunnet

Det er ikke kun en fornemmelse. Store bibliometriske studier peger på, at vi producerer flere artikler end nogensinde, mens den gennemsnitlige originalitet falder: Både artikler og patenter er de seneste årtier langt sjældnere »disruptive« og konsoliderer ofte det, vi allerede ved.

Høj produktivitet i antal publikationer hænger ofte sammen medmindre ’forstyrrende’ forskning – ikke fordi forskerne er ringere, men fordi bevillingssystemer og kvantitative mål belønner sikker, forudsigelig og hurtigt producerbar forskning frem for risikable projekter, der kan slå fejl eller flytte et helt felt.

I Danmark forstærkes det af et ekstremt top-downstyret universitetssystem, hvor erhvervsliv og minister har indflydelse på rektor, som udpeger dekaner, der udpeger institutledere. Samtidig mangler uafhængige instanser, der kan beskytte forskere mod pres fra politik, erhvervsliv eller egen ledelse. 

Resultatet er et system, der styrer forskere, som var de hjerneløse robotsoldater – og hvor det bliver sværere at sige fra over for pres udefra.

Debatt ● Gautvik, Hagtvet, Sand, Solbakk, Storm og Tjora

Skjult forfall i akademia

Det bekymrende er, at vi som samfund fortæller os selv, at vi satser på innovation og banebrydende forskning, mens vi i praksis har indrettet et universitetssystem, hvor det rationelle valg for den enkelte er ikke at være for original.

For nylig fortalte en dekan mig i pausen om alle de åbne debatter, hun havde sat i gang for at styrke forskningsfriheden, og at hun regnede med, at forskerne ville lufte deres kritik dér. Jeg svarede kort: »Det er jo godt, hvis man har en god diktator.«

Selv de studerende ser hykleriet. Forpersonen for Studenterrådet ved KU, Anton Stubbe Teglbjærg, sagde for nylig fra talerstolen i universitetets festsal: »Den akademiske frihed måles ikke i, hvor mange seminarer vi holder om den, men i hvordan vi reagerer, når den bliver brugt.« Lige præcis.

Undskyld min radikale ærlighed, men jeg er træt af at tage hensyn til skuespillet på bekostning af, hvad jeg faktisk tænker: Styringen af forskningen er blevet et narcissistisk show, hvor meningsløse kvantitative indikatorer måler succes, mens de grundlæggende spørgsmål – om forskningen rummer skønhed, eller faktisk gør verden bedre for mennesker og natur – nedprioriteres.

Hykleriet er allestedsnærværende: Vi hylder Niels Bohrs åbne brev til FN fra 1950 om videnskabens åbenhed, mens vi samtidig indfører regler for, hvem forskere må samarbejde med og dele viden med.

Ministeren og fagforeninger siger, at ledelserne skal gribe ind over for udbredt sexisme på universiteterne, men forholder sig ikke til, at 36 procent af dem, der oplevede sexisme, angav, at den uønskede adfærd kom fra lederne selv.

Danmark

«Den dummeste, dyreste og mest skadelige reformen noensinne»

Offentlige og private aktører investerer enorme beløb i forskning – omkring 85 milliarder kroner årligt (2023) – men udviser en forbløffende ringe forståelse for, hvilke arbejdsforhold der fremmer reel kreativitet. Flere undersøgelser har i årevis peget på, at autoritativ styring skaber en udpræget frygt- og tavshedskultur. 

Regeringens eget råd, Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd (DFIR), konkluderede i 2023, at universiteternes demokratiske kultur er udfordret, at forskningsfriheden er under pres, og at omkring halvdelen af forskerne frygter, er blevet truet med eller har oplevet repressalier, hvis de har udtalt sig kritisk om ledelsesbeslutninger. 

Forskerbevægelsens kampagne #SafeToSpeak og offentliggørelsen af 130 vidnesbyrd om frygt og repressalier er tilsvarende skræmmende læsning – fra karrieresanktioner til voldsomme personlige trusler.

Debatt ● Oda Tvedt

Overfølsomme ferske forskere?

Det kan lyde som en dårlig thriller, men der findes heldigvis lommer med god forskningsledelse. Jeg har selv det seneste år været i en gruppe med en velfungerende ledelse. 

Pointen er bare, at det alt for ofte beror på tilfældigheder.

I mit forskningspolitiske arbejde har jeg mødt skiftende ministre og ordførere. Det slående er, hvor ofte de siger, at de ikke kan ændre noget: Regeringen peger på embedsværk og bureaukrati, oppositionen på regeringen, de små partier på de store, og de store siger, at de ikke kender løsningerne.

Men løsningerne findes faktisk – både herhjemme og især i udlandet.

Debatt ● Stipendiatorganisasjonene i Norge

Akademia er mest verdifullt når det ser kritisk på seg selv

Så kære politiker: Husk, hvad der fik dig ind i politik. Modet til handling opstår dér, hvor håbet møder frygten, og du havde engang et håb om at forandre noget.

Goethe sagde (frit oversat): Behandler du et menneske, som hun er, forbliver hun sådan. Behandler du hende, som hun burde være, bliver hun det. Forskerne i Forskerbevægelsen vil fortsætte med at behandle systemet omkring videnskaben, som det burde være.

Jeg sænker mit sværd. Det, der skulle siges, er blevet sagt. Handling er næste skridt.

Teksten var først publisert i Information.

Internasjonalt

Her er den største «norske» campusen utenfor Norge